Akacie honning

Akacie­honning har et højere indhold af fruktose i forhold til glukose end de fleste andre honningtyper. Det er glukosen, der primært driver krystallisering i honning, så en høj fruktoseandel forsinker processen — akacie­honning kan derfor forblive flydende i op mod et år eller mere ved almindelig opbevaring, hvor andre honningtyper krystalliserer langt hurtigere.

Skulle honningen alligevel krystallisere over tid, er det ikke tegn på, at den er dårlig — den kan varmes forsigtigt op i et vandbad for at blive flydende igen.

Honning kan i sjældne tilfælde indeholde sporer af bakterien Clostridium botulinum. Voksne og børn over 1 år har et modent nok tarmsystem til at håndtere dette uden problemer, men spædbørns tarmflora er endnu ikke udviklet nok til at forhindre sporerne i at spire, hvilket i værste fald kan føre til spædbarnsbotulisme.

Det er derfor en fast anbefaling fra sundhedsmyndighederne, ikke en generel forsigtighedsregel — og den gælder al honning, ikke kun denne specifikke vare.

Med 83 gram sukkerarter pr. 100 gram er honning ernæringsmæssigt tættere på ren sukker, end mange forestiller sig — faktisk en anelse højere end almindeligt hvidt sukker. Forskellen ligger i sammensætningen: honningens blanding af fruktose og glukose opleves sødere pr. gram, hvilket typisk betyder, at man kan bruge en mindre mængde for samme sødme i te eller bagværk.

Det ændrer ikke honningens status som et sukkerholdigt fødevare, blot måden den bruges på i praksis.